Pressemeddelelse:
Larsen & Larsen Advokatfirma og
Advokatfirmaet Kaalund & Partnere København fusionerer. Det fælles
advokatfirma fortsættes under navnet Advokatfirmaet Kaalund & Partnere
København.
Advokat Ole Larsen er fast
medhjælper ved Sø- og Handelsrettens skifteret og sammen med advokat Charlotte
Møller Larsen ydes en omfattende rådgivning indenfor insolvensområdet,
spændende fra rekonstruktion af nødlidende virksomheder, egentlig
konkursbehandling og gældssanering i konkurs.
Advokatfirmaet Kaalund &
Partnere København yder sammen med Advokataktieselskabet Kaalund & Partnere
i Silkeborg rådgivning til flere lønmodtagerorganisationer, fagforbund og
faglige foreninger til varetagelse af lønmodtagernes retsstilling i tilfælde af
arbejdsgivernes konkurs.
"Ved sammenlægningen af vore
advokatvirksomheder styrker vi vores insolvensafdeling i en betydelig grad.
Advokat Ole Larsen vil som fast medhjælper ved Sø- og Handelsrettens skifteret
tilføre afdelingen en kompetence, som vi har savnet indtil nu. Konkursloven
ændres i det kommende år med væsentlige forandringer af reglerne om
betalingsstandsning og mulighederne for rekonstruktion. Rekonstruktion af
nødlidende virksomheder er et af de nye områder, hvor vi fremover vil kunne yde
en kvalificeret rådgivning til såvel de nødlidende virksomheder som til den
finansielle sektor. Med basis i vores rådgivning til lønmodtagerne vil vi
fremover være i stand til at yde en komplet rådgivning indenfor retsområdet”,
siger advokat Ole Meisner, der er partner og leder af Kaalund og Partneres
kontor i København. "Hos Kaalund & Partnere forventer vi i de kommende
år at kunne udbygge insolvensafdelingerne i henholdsvis Silkeborg og København
således, at vi bliver blandt de førende rådgivere inden for retsområdet.”
Med 17 jurister af en
medarbejderstab på ca. 50 og med kontorer i Silkeborg og København er Kaalund
& Partnere et mellemstort dansk advokatsamarbejde med specialer inden for
alle væsentlige forretningsområder. Det er Kaalund & Partneres mål at blive
klienternes naturlige valg til enhver juridisk rådgivning. Hos Kaalund &
Partnere sættes klienten i centrum. Kaalund & Partnere er et selvfølgeligt
alternativ til de store, internationalt orienterede danske advokatfirmaer.
Kontaktpersoner: Advokat
Ole Meisner - tlf 33 14 35 00
- om@kaalund.dk
Advokat
Ole Larsen - tlf 38 40 00 00
- ol@lllaw.dk
København, den 5. november 2010